Din Bandana er Altså Ikke et Rigtigt Mundbind

Når man bliver påbudt noget af en autoritet, så er det ikke alle, der tager det lige godt. Mange mennesker har en naturlig modstand imod, at gøre ting af tvang. Måske ligger det i os alle på et eller andet plan, og det bare ikke er alle, der reagerer lige kraftigt.

Et typisk eksempel på, at vi har det med at yde modstand overfor autoriteters tvang, ses i enhver folkeskole. Selv studerende der elsker at læse i deres fritid, kan opleve at de ikke mærker lysten til at læse den bog, som læreren har givet dem for. Det er pludseligt ikke sjovt at læse, når det ikke sker af egen fri vilje. Vi stritter imod, og ofte på et ubevidst plan. Vi gør det egentligt ikke for at provokere, og det går kun ud over os selv i sidste ende, men vi gør det alligevel. Det er en naturlig reaktion.

Den samme reaktion ser vi på det nuværende påbud om, at folk skal have mundbind på når de kører i offentligt transport eller lignende. Det er noget vi har fået at vide af autoriteterne, at vi skal gøre. Det er et påbud, der er ganske velbegrundet: vi forsøger at holde en virus under kontrol. Ingen af os ønsker at blive syge, eller være skyld i, at andre bliver syge. Hvis der ikke var et påbud, men vi vidste, at masker ville hjælpe, så ville vi måske tage dem på af egen fri vilje. Men nu, hvor vi skal have maske på, så er der mange der stiller sig på bagbenene. Nogle gør det meget aggressivt og verbalt, mens andre gør det på et mindre bevidst plan.

Dem der aktivt er imod mundbind ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige til. Jeg regner med, at de har deres grunde, og tvivler på at jeg kan overbevise dem om andet. Men til dem der stritter lidt imod, uden helt selv at være klar over det, dem tror jeg jeg har en chance for at nå. Det er ligesom de studerende, der elsker at læse, men finder det svært at komme i gang med deres lektier. Det er ubevidst modstand, og den kan løftes, hvis bare den studerende bliver opmærksom på det.

Den mest udbredte form for ubevidst modstand jeg ser, når det kommer til kravet om mundbind, er folk der bruger en bandana eller et halstørklæde i stedet for at bruge godkendte mundbind. Det er simpelthen så tosset: det giver ingen af fordelene ved et rigtigt mundbind, og alle ulemperne. En bandana er ikke designet til at holde patogene partikler hverken inde eller ude, og det hjælper altså ingenting. Du har bare et stykke irriterende stof hængende foran din mund uden nogen god grund. Jeg tigger og beder jer om at indse, at det ikke giver mening, at ”stritte” imod på den måde: brug nu bare et godkendt mundbind.