Når man selv er født og opvokset i et land, der er så frit og åbent som Danmark, så kan det godt være svært at forestille sig en barndom, hvor man konstant skal frygte at træde ?forkert?. Opdragelse er selvfølgeligt en vigtig del af ens opvækst, og en rolle som alle gode forældre påtager sig. Men der er stor forskel på, om man opdrager efter de værdier vi kender fra den danske kultur, eller ud fra værdier, der for os virker fremmede og skræmmende. Det er det sidstnævnte der er så svært for os at sætte os ind i, og da slet ikke at forestille os. Vi kender én type barndom, og som alle andre mennesker, så har vi en tendens til at projicere og generalisere vores egen oplevelse ud på alle andre.
Den slags ?blindhed? for, hvordan folk vokser op andre steder i verden, kan være farlig. Den gør os nemlig ignorante overfor hvordan store dele af verden hænger sammen, og hvilket grundlag andre mennesker har for at se, og interagere med, vores fælles omverden. Det gør det også svært for de mennesker, der har brug for at tale ud om deres oplevelser, at blive taget seriøst og forstået. Kløften imellem dem og os kan simpelthen være så stor, at det er en kamp i sig selv, at forstå hvad den anden har været igennem.
Det er denne kløft Sara Omar flere gange har forsøgt at bygge bro over, i de hjerteskærende bøger hun har skrevet, om opvækst i kultur hvor social kontrol er på dagsordenen. Hendes bog ?Skyggedanseren? har særligt fokus på opvæksten i sådan et samfund, hvordan den får mennesker til at reagere, og hvilke konsekvenser det har, når man træder udenfor de sociale forventninger og spilleregler.
Vi har længe kæmpet for ligestilling her i landet, og det er en kamp der stadig udspiller sig. Lige præcis fordi kampen ikke er slut, så kan vi godt risikere at miste perspektivet: det bliver nærmest uvirkeligt, når man læser en bog som Skyggedanseren, og ser hvilke kår piger og kvinder i andre lande er nødt til at leve under. Når Sara Omar skriver om en lille pige, der forsøger at udtrykke sin emotionelle bagage igennem digtens kunst, så hepper vi på hende: vi ved, hvor vigtigt det er, at have en måde at udtrykke sine inderste følelser på. Derfor mærker vi det også ekstra hårdt, når pigens egen far ser hendes digte som noget vulgært, som skal straffes hårdt. De færreste danskere kan i dag forestille sig, at slå deres børn: og da slet ikke for at skrive nogle digte ned på et stykke papir. Men Sara Omar gør os opmærksomme på, at dette er virkeligheden for rigtigt mange mennesker, der vokser op i andre kulturer. Det er vigtigt, at vi forstå dette, så vi har en idé om, hvor andre kommer fra.
